Følgende beretning er skrevet af Peter Andresen, Holbøl. Beretningen er offentliggjort i ”Historisk forening for Visherred - Bov Museum. –Årgang 13. 1990”.

 

Ligvognen i Holbøl

I Historisk Forenings årbog for 1986 var der en artikel om Frøslev ligvogn. Der har også eksisteret en ligvogn i Holbøl Sogn. Peter Andresen, Holbøl, har fundet frem til følgende om denne ligvogn. Han skriver:

Det har været svært at finde ud af, hvornår vognen er lavet, men det skulle være sikkert, at den er lavet af hjulmager Claus Jørgensen. (Claus Hjuler blev født den 2. september 1866 på Bygaden 2 i Hønsnap). Claus Hjuler havde værksted i laden til huset Søndervej 59 i Hokkerup. Det skulle være temmelig sikkert, at det var kirken eller menigheden, der ejede vognen, men det står der ikke noget om i papirerne på Landsarkivet, hverken i forhandlingsprotokollen eller regnskabsbogen fra den tid, hvor vognen må være lavet. Den første gang ligvognen står omtalt i en menighedsprotokol, er i 1923, for da fik graveren et løntillæg på 150 kr. for ekstra arbejde på kirkegården og for rengøring af ligvognen. Noteringerne i protokollen er elles følgende:

  • 1927 vedtoges det at nedsætte betalingen for brug af vognen til 5 kr. pr. gang.
  • 1932 blev beløbet nedsat til 3 kr. pr. gang.
  • 1934 blev vognen repareret og malet, men der findes ingen udgiftsbilag.
  • 1937 lægges der betongulv i vognhuset, og der sættes skillevæg op til vognen.
  • 1944 overtager pastor Bakkegård Olesen avlsbygningerne til præstegården. Han skal selv sætte dem i stand, men menighedsrådet har ret til at afklæde et rum til ligvognen. Det må være den gang, eller i 1937, at ligvognen er flyttet fra et lille vognskur vest for avlsbygningen og ind i den sydlige ende af avlsbygningen.
  • Fra 1934 var Jacob Clausen antaget til at køre for de folk, der ikke selv havde mulighed for at skaffe sig heste til det. Betalingen, 15 kr., skulle folk selv sørge for.
  • I 1949 blev ligvognen brugt for sidste gang. Det var Asmus Asmussen, der kørte den sidste tur med Marie Kahl fra "Æ Gåsepold". Hun døde den 18. oktober 1949. Det ser ud til at vognen, der for overdelens vedkommende var meget brøstfældig, er blevet skrottet efter den sidste tur.
  • Da præstegårdens avlsbygninger blev revet ned i 1955, hang kun hammelstokken tilbage på væggen.

 

Noget om begravelsesskikke i Hønsnap i 30-erne.

Når der indtrådte et dødfald, gik der bud til snedkeren efter en kiste. Snedkeren og sygeplejersken kom da og hjalp med at lægge liget i kisten, kisten blev så stillet i den bedste stue, eller hvor der var plads. Så skulle der bydes til begravelse. Undertegnede har haft den tvivlsomme fornøjelse; men det var slet ikke behageligt for en stor skoledreng at skulle gå fra hus til hus i byen og på Hønsnapmark. Indbydelsesremsen var: ”Jeg skal hilse fra X og sige, at Y er død, og bede jer være venlige at følge liget til sit sidste hvilested på Holbøl kirkegård, den og den dato klokken x fra hjemmet, klokken x ved Holbøl kirke. Der er kaffe i hjemmet før begravelsen”. Det gik nogenlunde, når man traf manden eller konen hjemme, men var det en pige eller karl, man traf, var man på den, for så passede remsen jo ikke. Nå det gik jo endda, og der er i hvert fald ingen, der på grund af forkert indbydelse, ikke er kommet i jorden.

Jeg turde ikke se liget, så indbydelsen til at se det, sagde jeg nej tak til. I de næste dage inden begravelsen kom så naboer og bekendte med blomster og kranse - det var for det meste konerne, der havde den beskæftigelse. De kom så ind og så liget, og bagefter fik man en kop kaffe med småkager. Begravelsesdagen oprandt, ligvognen blev hentet i Holbøl eller Jacob Clausen fra Holbøl kom med den. Prisen til ham var 15 kr. - så var hestene også pudset og børstet, halerne bundet op og seletøjet pudset.

Holger Clausen, der ses trone på kuskesædet på ligvognen (se billedet), har fortalt, at han, der var ung, var meget beklemt ved situationen, når han skulle køre i de tilfælde, hvor faderen var syg. Så vidt jeg husker, var karlene, der fik lov at køre, meget stolte og nok også lidt nervøse ved æren. Flere har fortalt, at hestene også var nervøse, eller hvad det så end var, men flere gange under turen til Holbøl gik der en rysten, sitren eller isnen gennem hestene, noget der ellers aldrig skete. Er der mon noget om, at hestene kan mærke lig? Det har de gamle jo ofte fortalt om.

Tidspunktet for afrejsen fra hjemmet nærmede sig, kaffen var blevet indtaget, efterhånden som man kom til stedet, og nu kom også degnen, fik sin kaffe, der blev sunget en salme, degnen holdt en lille tale, så var bærerne parate. Det var næsten altid naboer, der bar. Det var en ære og kær pligt, den sidste salme blev sunget (liget blev sunget ud) kisten båret ud på ligvognen, kransene blev lagt ovenpå og ved siden af kisten. Når der ikke var plads til alle kranse på ligvognen, kørte der lige efter denne en kassefjedervogn med resten af kransene. Det gik så i skridtgang mod Holbøl. Alle der havde heste og vogn kørte, og naboerne kørte med. For det meste var der ikke plads nok på vognene, så resten måtte tage turen til fods, eventuelt medbringende cyklen, så man kunne cykle hjem. Derop gik man, så det gjaldt om at få en aftale med en, der havde hest og vogn.Det passede sig bedst at være kørende, når man havde gehrock (diplomat) og høj hat, og det havde alle ældre på den tid.

Skikken med at gå rundt og byde ind til begravelse holdt op i 1932. Jeg er temmelig sikker på, at jeg har været den sidste, der er gået rundt i Hønsnap, og det har været til Marie Clausens begravelse. Hun døde den 29.9.1932. Efter den tid kom der en annonce i dagbladet, hvor der kunne stå: der bydes kun ad denne vej, og eventuelt om der var kaffebord (minde-samvær), og hvor det skulle være.

 

Peter Tørvestryger og hans begravelse.

Peter Jensen Hansen, født 1874 i Broager, søn af teglværksarbejder Hansen, Broager, døde den 24.9.1942 i det lille hus, han havde ladet bygge på Elsø mellem Hønsnap og Kiskelund. Hans navn var i daglig omtale ”Peter tørvestryger” - der var kun få, der kendte hans rigtige navn. Han havde i flere somre gravet tørv, et andet arbejde var at trille rundt med en ”Krætbae”, en trillebør påmonteret en slibesten, flasken var hans følgesvend.

Lærer Johnsen har noteret om ham: ”Han bebor et lille hus sidst på Elsøvej, et stakkels forhutlet menneske, kom ingen for nær - en lille pony var hans ven, flasken hans trøst. Slægt, kun en bror på Als, et hjertens godt menneske, en sommermorgen bankede han på mit vindue i skolestuen: Johnson her er 2 kroner, når der skal samles ind til skolens juletræsfest. Døde 1942, jordedes i Holbøl, mindetale i kirken ved sognepræsten, kort tale, der munder ud; ”gud vær mig synder nådig”. Præsten havde aldrig besøgt sit sognebarn derude på mosen i sognets sydvest kant, der førte knap nok vej derud, mindesamvær på Holbøl landbohjem, huset er ikke mere, men mindet lever, gud glæde hans sjæl evig i himmerig”!

Peter døde den nat i 1942, da en engelsk flyvemaskine faldt ned på Elsø. Peter tørvestrygers begravelse vakte nogen røre. Han blev begravet på Holbøl kirkegård. Elsø hører til Hønsnap ejerlav.

Sognet sørgede for begravelsen og afholdt eventuelle udgifter, ellers lå han nok ikke sognet til last. Sognepræsten forrettede de kirkelige handlinger. Ved ligtalen sagde præsten, at Peter var ”et subjekt uden venner”. Følget blev så oprørt over denne udtalelse, at de, efter at de kirkelige handlinger var tilende, ville have præsten til at redegøre for, hvad han mente med sine udtalelser. Nok var Peter en dranker, men at han var uden venner, det passede i hvert fald ikke. Præsten ville ikke svare og flygtede nærmest hjem til præstegården. Følget gik hen på Landbohjemmet for at drøfte sagen nærmere, og for at mindes Peter, som den gode og slagfærdige nabo og ven han var, og så i Peters ånd at slukke tørsten. Kvinderne var ikke med den dag, ellers var det nok ikke gået så hårdt til, det gjorde det da ellers aldrig Det blev en fest for ”venner”. Præstens broder sagde, det var den bedste begravelse, han havde været med til, Det var meget bedre på Landbohjemmet end i kirken.